30. nov. 2010

At miste.


Har i nogensinde prøvet at miste en ven, en man måske holdte lidt mere af en andre og mærket den ubeskrivelige knuste følelse indeni? Mærket hvordan det føltes at få revet sit hjerte ud?

Jeg har altid gået med en tanke, om alle faktisk ved hvordan det er at miste en person, siden mange ikke tænker på andre end sig selv, i det her årtusinde.. Jeg tænker tit, at folk ser en som et spejl, de ligger ikke mærke til man er der, men at man bare er som luft.. Man var engang venner, og på kort tid, miste personen? Tænker i nogensinde på dem, som ingen forældre har? Dem som engang var ligesom andre, med venner og familie, men mistede det hele, på et split sekund? Tænker i nogensinde på hvordan de har det? Frem for jer selv? For det gør jeg.. Her på det seneste har jeg siddet og tænkt på hvordan det må være, at have mistet sin far, eller mor, den følelse der køre rundt indeni en, en følelse af sorg og ensomhed. Tænker i nogensinde over hvor triste de må være, når de ser nogle være lykkelige, med begge deres forældre? Jeg har prøvet at miste, miste en nær ven, og min farfar. Men alligevel kan jeg overhovedet ikke sige at jeg ved hvordan det føles, for det er helt anderledes. Sine forældre er dem som har opdraget en, stået ved ens side igennem hele livet. Det må være sådan en ubehagelig følelse indeni, at miste sin mor eller far.. Tænker i nogensinde på, hvis det var DIG som mistede en du holder tæt? Jeg har mistet, jeg har venner som har mistet værre end mig.. Men jeg er stærk, jeg støtter mine venner, de støtter mig. Et lille smil, kan gøre en kæmpe forskel..

25. nov. 2010

En rigtig ven.

En rigtig ven, er en hvor du har tryghed, en du kan ringe til klokken lort om natten, for at græde. En rigtig ven er en der kan se bag smilet og få dig til at le uanset hvad - en som ved hvornår man skal lave sjov og hvornår man skal være seriøs.

Citat af: Oliver Anton Lunow Nielsen.

Jeg har tit troet, jeg havde rigtige venner, fordi jeg følte det. Men det er ikke altid den følelse som er rigtig, ikke altid dit hjerte fortæller dig det rigtige, du skal opleve det før du kan bide dig sikker. Jeg har været igennem meget, med venskaber. Rigtige venner og forkerte venner. Du kan ikke dømme det på udseendet, eller første møde. Jeg har ventet længe, længe på at møde den rigtige ven, men jeg har fundet ud af, hvem der er mine rigtige venner, det er en følelse jeg kan mærke i maven når jeg er sammen med personenerne, skriver med personerne eller snakker med dem. Det er ikke noget som bare sker, på få dage, eller få uger.. Men en rigtig ven, er en man opbygger et unikt venskab med, en man kan fortælle ting til, knytte sig til!
Jeg har fundet rigtige venner, og har du derude ikke det? So keep your head high!

7. nov. 2010

Det sorte får..

det er ikke dét at blive mobbet som får dig ned, men dem som mobber dig.

Lige siden jeg startede på ny skole, i 2005 har jeg oplevet det at blive mobbet, blevet skubbet ud af grupper og såkaldte klikér. Jeg kom i den "kliké" hvor vi var lidt over de andre, vi turde sige vores meninger, pjækkede lidt, og tog fat i folk, hvis de sagde noget forkert. Vi var ikke bange for at sige vores meninger... Men efter lidt tid, blev jeg nok mere til spasmageren for de andre, jeg var den de kunne "slå" på, gøre skade på, uden jeg rigtigt ville vise hvor sur jeg blev, eller ked. Jeg hoppede rundt fra kliké til kliké, jeg kunne godt mærke jeg ikke passede ind, og jeg var anderledes end de andre. Men jeg prøvede, kæmpede for en plads et sted.. Men jeg passede ikke ind nogle steder, og folk begyndte at gå imod mig, fordi jeg var anderledes. Fordi jeg kom med nogle andre meninger end de andre, de begyndte at starte rygter om mig, sætte mig i et dårligt lys for hele slagelse. Jeg begyndte at få nye venner, snakke med folk fra andre byer, for at komme væk. Jeg havde ikke så mange venner i en periode, men så begyndte jeg at snakke mere med dem fra klassen over mig, og det fungerede rigtig godt. Selvom jeg stadig skulle brænde indeni, når vi hader timer, de timer hvor jeg skulle sidde og høre på, at jeg bliver bagtalt... Selv oppe på ungdomsskolen, hvor jeg gik, fik jeg trusler fra folk, og jeg skulle bare skyde mig selv. Men endnu engang gav jeg ikke op, og for ikke at skulle springe det gode over, var det faktisk mit tidligere playerliv som holdte mig oppe, for så vidste jeg ihvertfald der var få som stadig holdte af mig, og hvis jeg ikke havde været player, tror jeg ærligtalt ikke, jeg havde været her idag. Jeg var gået helt ned i en periode, hvor jeg ikke ville i skole, pga trusler, trusler om hvis de så mig, ville jeg blive slået ned, og jeg skulle bare have så mange tæsk.. Og jeg føler, det hele er pga min fortid. Men så begyndte jeg at få venner i klassen igen, eller.. Det jeg troede var venner.. Jeg blev slået én gang, på skolen. Men eller er jeg blevet trængt op i en krog, som en lille edderkop. Jeg følte mig usynlig, og følte mig slet ikke elsket. Jeg glædede mig aldrig til næste dag, jeg glædede mig bare til at komme hjem, hjem så jeg kunne græde ud.. Det blev næsten sommer, og niende klasserne gik ud af skolen.. Nu havde jeg ingen tilbage, jeg ville bare væk fra den skole. Da det endelig blev sommerferie, var jeg bare lykkelig over jeg ikke skulle tilbage, og at jeg skulle starte på ny skole.. Hver dag for mig, har været en kamp... Indtil den dag idag..