27. feb. 2011

Sarah Skaalum Jørgensen.

Jeg vil bare lige sige, jeg ikke er en random fan af hende, men en pige som ønsker selve Sarah læser præcis det her blogindlæg.
Sarah er en pige som har taget mit hjerte med storm, hendes musik er guddommelig. Jeg har aldrig nogensinde kunne se en fejl ved den pige, hun er virkelig mit forbillede. Hun har uden tvivl taget mit hjerte med storm, men jeg er ikke engang til piger. Jeg har aldrig nogensinde set på en, som jeg ser på Sarah! Jeg vil gøre alt for hun går videre til finalen i parken, så jeg måske har en chance for at møde hende i virkeligheden, da jeg uden tvivl kun tager derind, hvis hun går videre! Uden tvivl, jeg begynder at græde den dag jeg møder hende. Jeg ved den dag nok skal komme, jeg må bare håbe på det, så skal det nok ske!
Jeg ryster hver gang de skal sige hvem der går videre, jeg sidder og ber til hun går videre.. Jeg synes selv det vildt, men hendes stemme er så unik, hendes personlighed virker over cool. Jeg vil da selv ønske indimellem jeg var som hende, eller en af hendes veninder, så jeg kunne opleve hendes personlighed, opleve selve hvordan hun er. Jeg skriver virkeligt det her indlæg i håb om hun skal se det.. Jeg ved jeg har sagt det før, men jeg kunne virkeligt blive hendes største fan, jeg vil så gerne møde hende, kramme hende og sige hun er en fantastisk sanger, ligemeget hvad! Jeg elsker Sarah..... Som jeg har skrevet i en kommentar med brugernavnet "Sillecarlsens" til denne video http://www.youtube.com/watch?v=JAzGT-pjYRo.. Jeg bliver lesbisk og stikker af med Sarah! Så meget forguder jeg hende.. Hvis i på en eller anden måde, kunne vise det her blogindlæg til hende.. Vil jeg elske jer forevigt..
- En total random tøs, som forguder Sarah.. Ses.

26. feb. 2011

En lang bliver til en kort.

Fra den dag jeg flyttede til Slagelse..
Som i nok har kunne forstå i løbet af mine andre blogindlæg, er alle mine problemer forkommet imens jeg har boet i Slagelse.. Jeg har nu boet her siden 2005, og jeg har både haft en masse op og nedture, men jeg vil i det her blogindlæg fortælle lidt om hvad der er sket, og hvad der har gjort jeg er blevet til den dag idag..

Blod, sved og tåre.. Masser tåre!
Jeg har kæmpet en kamp, en kamp om at finde min plads.. Jeg har endelig fundet den!
Det hele startede den dag jeg flyttede til Slagelse, det hele var noget nyt for mig. Jeg elskede tanken om et nyt værelse, et nyt hus, en ny skole og en masse nye venner! Jeg startede på en ny skole, og følte mig allerede anderledes fra første dag, men jeg tog det med et smil. Jeg fik en masse venner, både rigtige og forkerte venner. Det første år gik perfekt, jeg havde selvfølgelig det problem som mange andre piger og nogle drenge havde i en periode, med lus, og det gik jeg rent faktisk psykisk ned af. Jeg blev mobbet med det, fordi jeg havde svære ved at komme af med dem, end de andre. Jeg havde et utrolig langt hår, og sammetid en søster, med lige så langt og modtageligt hår, så folk gik imod mig pga. lus. Men det blev glemt i en periode, jeg kom af med dem i et stykke tid, og fik andre problemer istedet. Jeg fik ikke de forkerte venner, men gjorde bare nogle forkerte ting med de rigtige. Jeg begyndte at få en veninde, som jeg havde det rigtig godt med, men den veninde fik mig til at gøre ting, jeg ikke burde gøre.. Hun fakede, og det smittede af på mig, jeg begyndte virkeligt at kunne lide at kunne lave helt om på mig selv, tanken om jeg kunne være hvem som helst, og selv bestemme mit udseende, så længe jeg fandt den rigtige at fake. Jeg søgte rundt på arto efter flotte piger jeg kunne fake, så jeg faktisk selv kunne føle mig smuk. Men det kan jo også ende galt det med at fake, for mine fakere fik kærester, flere på en gang, og jeg bildte dem alle løgne ind.. Snakkede i telefon med drengenes kærester, jeg var jo en anden, jeg følte jeg så ud som de personer jeg fakede, jeg følte jeg var noget værd! Jeg følte det som om jeg selv havde en kæreste.. Jeg var lykkelig.... Lykkelig på den forkerte måde.. Det blev så slemt, at jeg kunne græde over ting, som slet ikke havde med mig at gøre, men min "faker". Men jeg endte så galt, at jeg skrev fra min faker, til min veninde, og det hele blev så virkeligt for mig, for jeg kendte hende jo i virkeligheden, så det føltes som om det var mig, det var MIG hun skrev med.. Og ikke en anden. Forelsket i en løgn, hvor var det rart. Men der kom jo også den dag, hvor min veninde fandt ud af hvad mig og min anden veninde havde gjort, alt det med vi fakede på liv og løs.. Jeg fik det rigtig dårligt i skolen, vi blev hadet og mobbet, min veninde endte med at flytte skole.. Vi begyndte ikke at snakke om det i skolen, vi lagde det på hylden og så det som fortid. Men nu havde de jo noget på mig, noget mere de kunne hakke ned på mig med, nu var der både det at jeg havde haft problemer med lus, og så også fakeriet.. Men vi så bort fra det, og min hverdag begyndte stille og roligt at blive normal igen.. Så begyndte jeg jo med kæresteriet.. Og fik mange kærester med tiden, og fik et playerry med tiden, som virkelig satte sig fast, et ry som jeg ikke kunne leve med, jeg var så ked af det heletiden. Men jeg så bort fra det, for jeg kunne ikke styre mine følelser, og mine veninder lod det ligge, de vidste det bare var mig, og det accepterede de, utroligt nok.. Så var der den dreng, den dreng som hed Ricco.. Han var min bedsteven, men han boede i Vallensbæk, og ingen af mine veninder troede på han fandtes, så jeg tvivlede på om jeg skulle droppe Ricco, og lytte til mine veninder, selvom jeg havde været sammen med ham, og jeg vidste han fandtes, eller om jeg skulle droppe mine veninder, for hvor ægte veninder er de, når de tvivler på mig? Fordi jeg har haft faket, betyder det jo ikke mine venner er fake? Men jeg så bort fra det, indtil den dag hvor jeg fik afvide han havde kræft, det tog så hårdt på mig i min hverdag, at den dag han døde, gik jeg helt under.. Jeg kom grædende i skole næste dag, og knækkede igen til morgensang, og da jeg så fortalte min veninde han var død, troede ingen på mig, de alle havde jo set ham som "fake". Så jeg fik ingen støtte fra mine veninder dengang.. Jeg måtte selv komme videre, uden nogen hjælp fra dem jeg holdte af. Jeg så bort fra alle de dårlige ting, og kom videre. Men det som begyndte at tage hårdt på mig igen, var det med lus.. De var kommet igen, og jeg blev mobbet, mobbet med jeg havde mine "venner" i håret, så dem løb jeg da aldrig tør for. Men hvad de ikke kom med, jeg kunne skrive en hel liste.. Så var der hende.. Hende pigen fra niende, og jeg gik i syvende.. Har aldrig mødt en som kunne hade mig så meget, jeg har aldrig kendt grunden til hun hader mig.. Men det blev virkelig slemt, jeg følte mig ikke tryg når jeg så hende i skolen, var bange for at være i nærheden af hende, for hun havde stukket mig en flad en gang, hvor jeg var blevet gjort tilgrin i hele min klasse, jeg tudet som en sindssyg, ikke fordi det gjorde ondt, men jeg var bange, det kunne slet ikke beskrives.. Jeg var virkelig bange.. Jeg vil ikke i skole. I perioder kom jeg ikke i skole i flere dage, nogle gange i flere uger. Men jeg fortalte ikke mine forældre noget, jeg sagde jeg var syg.. Men de fandt ud af jeg var ked af noget, noget jeg frygtede.. Jeg kom ud i så mange problemer, både i skolen og i selve byen. Jeg var bange for at gå længere end 20 meter væk fra mit hus.. Jeg frygtede endda indimellem der kom en bil med alle dem som hader mig for at jeg kunne få nogle tæsk.. Selv når jeg var sammen med mine veninder, eller min familie var jeg bange. Når jeg var ude og handle frygtede jeg der kom nogle af dem og tæskede mig, for når de havde lovet mig tæsk, hvorfor så ikke også holde det? Men det hele kom lidt på standby i en måneds tid, og jeg følte jeg godt bare kunne gå igennem centret igen.. Men den dag jeg troede der intet vil ske, skete det.. Jeg var næsten kommet igennem centret, jeg følte mig stolt, for havde aldrig gået igennem centret uden en kommentar, så jeg var stolt! Men jeg stod i indgangen til centret, jeg var næsten ude og så kom de.. Dem jeg frygtede mest, jeg blev smadret ind i et stativ, og svinet til.. Og så gik de bare igen, jeg forstod ikke hvad der skete? Men jeg rystede, rystede så meget at jeg ikke kunne gå, jeg husker det som var det igår! Det hele blev ved, hende jeg troede var min veninde spillede bare min veninde, hun gik imod mig op til flere gange, hun begyndte at være en af dem som sendte folk efter mig.. Det stod på i et helt år, jeg kom slet ikke i byen længere, tog ikke engang med mine forældre ud og handle.. Jeg var indelåst, lukket inde i en kasse.. Sad på mit værelse og ventede på mine forældre vil sige "vi skal flytte!" men den dag kom aldrig.. Jeg har fået tæsk få gange.. Ikke de store, men bare det, at folk faktisk kom til byen for at tæske mig ryster mig.. Men det hele blev bedre med tiden, vi fik meget bedre forhold med hinanden i klassen, jeg kunne faktisk komme glad i skole igen, det hele føltes så godt, jeg følte mig så fri og glad igen! For nu kunne jeg også gå i byen uden folk hatede på mig. Men problemer kommer af andre problemer, så selvfølgelig kom der et nyt.. Nu var det min krop de skulle hate på, jeg var utrolig langsom til at udvikle mig, og jeg viste ikke min krop frem som de andre. Alle i klassen havde fået bryster, undtagen mig.. Og jeg fik dem bare aldrig, før 2 år efter de andre. Så blev jeg mobbet med de var små, og sådan har det stået på lige siden.. Jeg har vendet mig til det, og acceptere min krop den dag idag, 2 år efter de begyndte og de bliver ved.. Jeg ser det som luft nu. Men bare tanken om de bedømmer en for udseendet siger lidt om dem.. Den dag idag, er jeg glad, jeg er kommet på en ny skole, væk fra det gamle helvede af en hverdag jeg havde, jeg har fået de rigtige venner, er kommet i en ordenlig omgangskreds, med ordenlige mennesker som acceptere en som man er. Jeg er lykkelig den dag idag, og det er stort for mig.

Tak fordi i gad læse det..
Grunden til jeg gider skrive det her, er for at folk kan forstå jeg ikke har haft det let, og indimellem er mere følsom end mange andre. Jeg ønsker bare folk ved lidt om mig, ved hvorfor jeg er så ked noglegange, og ikke så åben på nogle punkter som alle andre. Så hvis du har taget dig den tid, at læse min blog vil jeg bare sige tak!